Borgerne kommer i klemme

09.12.22
Igen i år får Hjernesagen flere henvendelser om, at borgere enten kun kan få reduceret vederlagsfri fysioterapi resten af året – eller slet ingen. Det handler om, at fysioterapeuterne har brugt deres økonomiske ramme for resten af året, og det er en aldeles uholdbar situation, lyder det fra Hjernesagens landsformand, Tue Byskov Bøtkjær.

Foreningen Danske Fysioterapeuter har i år sendt et brev ud til deres medlemmer om at stoppe for behandling af patienter, der modtager vederlagsfri fysioterapi, med henvisning til, at den økonomiske ramme for vederlagsfri fysioterapi er overskredet for 2022. Det har som konsekvens, at mange fysioterapeuter enten helt er stoppet eller har reduceret behandling i denne ordning i november og december måned. For overskrider fysioterapeuterne den økonomiske ramme, bliver de nemlig modregnet til næste år.

–  Det er selvfølgelig trist for fysioterapeuterne, men det retfærdiggør ikke, at de tager deres patienter som gidsler. Vederlagsfri fysioterapi gives efter lægehenvisning, og borgere, som har et sundhedsfaglit vurderet behov for behandling, skal naturligvis også have den. Tænk, hvad der ville ske, hvis hospitalernes akutafdelinger på samme måde lukker ned for deres behandling resten af året, fordi de havde brugt pengene, siger Hjernesagens landsformand.

Der skal findes en løsning
Det er langt fra alle med følger efter en erhvervet hjerneskade, som kan få vederlagsfri fysioterapi, da den er begrænset af, at man skal have et svært fysisk handicap og behov for hjælpemidler i hverdagen. Det er således borgere, som i forvejen er i en presset og udsat livssituation, der på denne måde kommer i klemme – og fungerende sundhedsminister Magnus Heunicke er helt på linje med Hjernesagens landsformand. I 2020 slog han således fast, at

”Vederlagsfri fysioterapi efter lægehenvisning er en patientrettighed i sundhedslovens forstand, og patienter med et lægefagligt begrundet behov for vederlagsfri fysioterapi skal have adgang til behandling … i alle årets 12 måneder.”

Fysioterapeuterne må altså ikke bare pausere behandlingen. Danske Fysioterapeuter har derfor en vigtig opgave med løbende styring af økonomien, så der ikke opstår et stop i behandlingen. Alligevel kan man ikke blot skyde på fysioterapeuterne, understreger Tue Byskov Bøtkjær:

– Der her er noget, der gentager sig år efter så, så noget tyder på, at der enten er for mange, der henvises til vederlagsfri fysioterapi, eller også er den økonomiske ramme ikke tilstrækkelig til at dække det antal af patienter, som reelt har et behov. Stoppet i behandlingen har konsekvenser for patienterne, som potentielt bliver dårligere og dermed kan have behov for ekstra fysioterapi i det nye år for at kom tilbage på hidtidige niveau. Det virker, som om man forsøger at fodre hunden med sin egen hale, siger han og tilføjer:

– Vi vil gerne opfordre overenskomstparterne og politikerne til at finde en fælles løsning, uden borgerne tages som gidsler i en økonomisk strid år efter år.

 

Er din vederlagsfri fysioterapi blevet stoppet? – tre gode råd:

  1. Kontakt din fysioterapeut og henvis til, at du har ret til vederlagsfri fysioterapi, fordi du har et lægefagligt begrundet behov
  2. Bliver du afvist, så bed om en skriftlig faglig begrundelse for stop at fysioterapien samt en klagevejledning
  3. Kontakt din kommune, da de har en pligt til at sikre din vederlagsfri fysioterapeut et andet sted.