Plejehjem mangler faglig viden

Det er nu ved at være et år siden, at vi i pressen kunnet følge afsløringer af helt uhyrlige forhold på danske plejehjem. Beretninger om omsorgssvigt, mangelfuld pleje, umenneskelige forhold og forråelse af personalet er blevet omfattende dokumenteret, og vi fik med TV2-dokumentaren om Else Marie Larsen og Niels Christian Nielsen to helt konkrete ansigter på, hvor slemt det står til.

Selv om tiden er gået, er sagerne fortsat smerteligt aktuelle. Der er ikke sket væsentlige forbedringer for landets svageste. Som patientforeninger, der varetager interesser for tusindevis af danske patienter med sygdomme som demens, Parkinsons sygdom og blødninger og blodpropper i hjernen samt deres pårørende, hører vi desværre fortsat jævnligt om deciderede svigt i behandling og uværdig pleje af de allersvageste og mest sårbare patienter på landets plejehjem.

I det forgangne år er der blevet fremført mange bud på, hvorfor det står så galt til.

For os, der til dagligt har kontakt med beboere og pårørende på landets plejehjem, er en af de mest i øjnefaldende udfordringer, at kvaliteten af den sundhedsfaglige behandling og pleje er alt for ringe, og at for mange medarbejdere på landets plejehjem ikke har tilstrækkelig faglig viden om, hvordan man tager vare på de grupper af legemligt og mentalt alvorligt syge medborgere, der i dag bor på landets plejehjem.

Plejehjem i dagens Danmark er ikke hvilehjem for ældre, der hygger sig med at læse Familie Journalen og lægge kabale, alt imens personalet tænder cerutter og hælder Baileys i glasset. I dag er plejehjemmets primære målgruppe mennesker med omfattende legemlige lidelser og komplekse kognitive, adfærdsmæssige og kommunikationsmæssige udfordringer.

For at forstå hvorfor den faglige udfordring på dagens plejehjem er så stor, er det nødvendigt at se lidt nærmere på, hvad det er, der karakteriserer de opgaver, der i dag skal løftes på helt almindelige kommunale plejehjem.

Det er først og fremmest vigtigt at holde sig for øje, at det i dag er det de allermest syge samt fysisk og mentalt udfordrede borgere, der visiteres til plejehjemspladser. Det er typisk mennesker, der lider af flere kroniske og medicinske sygdomme, som medfører kombinationer af bl.a. bevægehandicap og mentale svigt. F.eks. viser tal fra Sundhedsstyrelsen, at halvdelen af de demente, der bor på plejehjem, også lider af alvorlige kroniske sygdomme som kræft, diabetes og KOL. Tal for Sundhedsstyrelsen viser endvidere, at plejehjemsbeboere får dobbelt så meget medicin som andre ældre i samme aldersgruppe.

Medborgere, der bor på plejehjem, er med andre ord en gruppe mennesker med meget komplekse pleje- og behandlingsbehov, og det kræver naturligvis stor indsigt, viden og kompetence når man i hverdagen skal sikre, at denne gruppe mennesker får den helt rigtige behandling, pleje og omsorg. Når billedet ser sådan ud i dag, skyldes det flere ting. Ser vi på den demografiske udvikling i Danmark, så kan vi konstatere, at befolkningen bliver ældre. Da risikoen for at rammes af helbredsproblemer stiger med alderen, ser vi også se et stadigt stigende antal ældre med kroniske sygdomme. Samtidig bliver sundhedssystemet bedre til at behandle og symptomlindre sygdomme. Det er en positiv udvikling, som bl.a. har medført, at nye behandlinger i kombination med nye hjælpemiddelteknologier og fokus på træning skaber langt bedre mulighed, for at vi som ældre i længere tid kan leve et aktivt og selvstændigt liv i eget hjem – på trods af sygdom. Sammenholdt med kommunernes flerårige fokus på at understøtte at borgerne bliver boende længst muligt i eget hjem, betyder det, at det kun er de allermest svækkede, der i dag kommer på plejehjem.

På dagens plejehjem bor således de allersvageste, sygeste og mest sårbare medborgere. Det betyder, at størstedelen af beboerne har behov for behandling og pleje, som kræver specialiseret faglig viden. Det kan for eksempel være viden om, hvordan man sikrer tilstrækkelig ernæring gennem sonder eller specielle ernæringsprodukter, hjælp til at komme af med urin og afføring via katedre eller stomi samt kompleks medicinering, ligesom mobilisering måske kun kan forgå med særlige hjælpemidler.

En helt særlig udfordring er, at ud over de beskrevne legemlige sygdomme så lider 80 % af de mennesker, der i dag bor på plejehjem, af hjernesygdomme, der medfører demens eller andre former for kognitive og kommunikative funktionsnedsættelser.

Hjernen er involveret i alt, hvad vi foretager os. Derfor kan sygdomme som demens, Parkinsons sygdom samt blødning eller blodprop i hjernen medføre omfattende ændringer i den ramtes mentale evner og personlighed. Alt efter hvor i hjernen, man rammes, kan der opstå en lang række forskellige symptomer, der kan have omfattende negativ betydning for evnen til at handle og kommunikere. Hjernesygdomme kan for eksempel føre til en ændret tolkning af sanseindtryk, nedsat evne til at orientere sig og finde vej, nedsat evne til planlægge og styre adfærden, nedsat hukommelse og ændret eller ophævet evne til at kommunikere.

Hjernesygdomme kan også medføre ændringer i personlighed og evnen til at tolke sociale situationer. Det kan f.eks. betyde, at den syge måske opfører sig socialt upassende og grænseoverskridende på grund af skaden i hjernen.

Det er karakteristisk, at sådanne mentale funktionsnedsættelser kan være vanskelige at forstå og håndtere både for patienten selv og for omgivelserne. Denne type mentale symptomer er ofte også meget indgribende i forhold til den enkeltes evne til at klare et selvstændigt liv.

Hvis denne gruppe medmenneskers behov for behandling, pleje og stimulation skal dækkes, er det nødvendigt, at personalet har den tilstrækkelige faglige viden om hjernesygdomme og indsigt i, hvordan de påvirker det enkelte menneske. Samtidig er det nødvendigt, at personalet har kendskab til teknikker og behandlingsmetoder, der kan anvendes til at understøtte hverdagsfunktion og livskvalitet hos denne hårdt ramte gruppe medborgere.

Sådanne kompetencer og viden har personalet på landets plejehjem ikke i tilstrækkelig grad i dag.

Personalet mangler simpelthen tilstrækkelig specialiseret faglige viden, og det gælder både på de medicinske og mentale områder. En konsekvens af denne manglende viden kan være, at personalet fejltolker og misforstår personer med hjernesygdomme og kognitive symptomer. Det kan for eksempel føre til, at ændret eller udstyret adfærd tolkes som bevidst uhøflig eller uvenlig opførsel. Det kan også føre til, at den ældre hjerneskadede patients manglende evne til at forstå eller udtrykke sig sprogligt fejltolkes som et udtryk for et bevidst nej til behandling eller pleje, eller at det opfattes som om, patienten bevidst modarbejder eller misforstår plejepersonalet. Manglende faglig viden og manglende indsigt i patientens adfærd og behov fører desværre også i en række tilfælde til fejlbehandling, medicineringsfejl eller ulykker. Tal fra Alzheimerforeningen viser f.eks., at i 51 % af alle tilsyn på plejehjem var der ikke styr på medicinhåndteringen.

Når personale, med manglende faglig viden, sættes til at passe og pleje patienter med komplekse fysiske og mentale symptomer, så kan det med andre ord ende rigtig galt. Det kan i sidste ende føre til en praksis præget af svigt eller ydmygende og nedværdigende behandling, som det vi har set i de seneste års alt for mange pressehistorier om omsorgssvigt på plejehjem.

Det er dokumenteret, at personer uden tilstrækkelige faglige kompetencer bevidst eller ubevidst har en tendens til at minimere eller undgå kontakt med mennesker med kognitive eller kommunikationsmæssige udfordringer. Det er f.eks. vist, at mennesker med svære hjerneudløste taleproblemer i gennemsnit har mindre kontakt med personalet end andre patientgrupper.

Det er ligeledes veldokumenteret, at mennesker, der igennem længere tid oplever, at de ikke kan magte de opgaver, de stilles over for f.eks. på jobbet, i yderste konsekvens vender deres egen oplevelse af nederlag udad i form af negativ social adfærd. Det kan også ske for personalet på plejehjem. Personale, der stilles overfor at løse opgaver, de ikke er fagligt rustet til, kan således i yderste konsekvens reagere med at bebrejde den syge, skælde ud og i mere grelle tilfælde reagere nedværdigende over for beboerne. Denne type udadreagerende asocial adfærd behøver således ikke at skyldes en bestemt, medfødt brist i personligheden. Det er derimod en adfærd, vi i princippet alle kan presses ud i. Manglende faglig viden og begrænset kendskab til hvordan det er hensigtsmæssigt at handle, øger risikoen for, at vi handler på sådanne stærkt kritisable og uacceptable måder.

Som patientorganisationer er det vores klare opfattelse, at langt de fleste medarbejdere på landets plejehjem har valgt netop dette erhverv pga. et ønske om at hjælpe andre mennesker. Vi oplever også, at der er rigtigt mange dygtige medarbejdere, der hver dag forsøger at gøre en forskel. Men det rette sindelag og menneskekundskab er bare ikke tilstrækkeligt, når det gælder løsning af den fagligt komplekse og udfordrende opgave, det er at hjælpe mennesker med demens og kognitive udfordringer i dagligdagen. Her er faglig viden og kompetenceløft en uomgængelig nødvendighed. Og vi hører desværre også om alt for mange plejehjem, hvor personalets faglighed ikke altid kommer i brug, bl.a. fordi der er for få medarbejdere til at løse de mange og komplekse opgaver. Og uden faglighed og tilstrækkelig tid til at løse opgaverne kan selv det bedste menneske ende med at handle inhumant – på trods af gode hensigter!

Det er for os at se helt afgørende, at vi får løftet kvaliteten af den sundhedsfaglige behandling og pleje og dermed får skabt en værdig ældrepleje. En afgørende forudsætning er, at vi får sikret, at personalet har tilstrækkelig faglig viden og tid til at løse opgaverne forsvarligt.

Hvis målet skal nås, kræver det en betydelig politisk vilje til både at tilføre tilstrækkelige ressourcer og stille bindende nationale krav til de kommunale myndigheder, der i dag har hovedansvaret for at løfte opgaven.

For os at se er der tre afgørende indsatser, der skal til, for at vi kan komme i mål med at sikre gode forhold for både plejehjemsbeboere, pårørende og ansatte:

For det første er det helt afgørende – at politikerne forstår, at plejehjem i dag løser en fagligt udfordrende og kompleks opgave, som kræver veluddannet personale med specialviden og tilstrækkelig tid til opgaveløsning.

For det andet er det nødvendigt, at der vedtages nogle bindende, nationale retningslinjer for kvalitet. Der skal formuleres nogle klare anvisninger på, hvilken viden og hvilke kompetencer der skal til, for at personalet er klædt tilstrækkeligt på til at løse de opgaver, de stilles overfor. Det fordrer en beskrivelse af uddannelsesprogrammer, men samtidig at der skabes muligheder for, at   uddannelse og kompetencer vedligeholdes og opdateres. Al erfaring viser, at det ikke er tilstrækkeligt at sende personalet på kursus en gang om året. Vi ved, at det kræver løbende vedligeholdelse og motivation, hvis nye virksomme metoder reelt skal implementeres i praksis.

Erfaringer, både fra danske kommuner og udlandet, viser, at det er muligt at løfte kvaliteten ved systematisk uddannelse og fokus på implementering. Sådanne uddannelsesprogrammer skal formidle specialviden om sygdomme og have fokus på formidling af viden om de komplekse mentale og adfærdsmæssige symptomer, mange beboere lever med. Undervisningen skal også sikre, at personalet oplæres i at anvende velafprøvede og virksomme metoder til at håndtere mentale og adfærdsmæssige symptomer. Det er vigtigt at gøre op med en praksis, hvor hver enkelt kommune selv kunne opfinde deres egne mere eller mindre hjemmelavede uddannelsesforløbstilgange og -metoder. Det er vores helt klare holdning, at kommunerne skal pålægges at gå sammen om en fælles national implementering af undervisningsprogrammer og evidensbaserede metoder. F.eks. findes der velafprøvede metoder til at afhjælpe demente patienters adfærdssymptomer med påviselig effekt på livskvalitet og metoder til at understøtte kommunikation med mennesker med hjernebetingede kommunikationsforstyrrelser.

For det tredje er det afgørende med en indsats, hvor det pålægges de kommunale plejehjem at indsamle data, der kan være med til at dokumentere, at der faktisk sker et kompetenceløft, at der sættes den nødvendige tid af til at løse opgaverne, og at der faktisk opnås bede resultater. Sådanne kvalitetsdata skal samtidig anvendes som vigtige målepunkter i det løbende kvalitetsarbejde.

Endelig skal data anvendes til at muliggøre nationale sammenligninger, således at vi kan sikre, at kvaliteten er ensartet høj, uanset hvor i landet man flytter på plejehjem. Vi forestiller os, at vi på sigt indfører en certificeringsordning, som giver beboere og pårørende mulighed for på en enkelt måde at tjekke, om kvaliteten på det lokale plejehjem lever op til de nationale retningslinjer.

Vi ved godt, at der har været rejst relevant kritik af alt for megen unødvendig registrering på plejehjem, og vi er helt med på, at der skal ryddes ud i meningsløse registreringer. Vi skal med andre ord, holde op med meningsløse registreringer og i stedet fokusere på registrering af relevante data, der reel giver os adgang til viden om kvaliteten af ydelserne på danske plejehjem. Det kunne f.eks. være data, der dokumentere beboernes trivsel og funktionsniveau. Relevante kvalitetsdata er en helt afgørende forudsætning for at kunne arbejde systematisk og målrettet med at udvikle og sikre kvalitet af indsatserne for nogle af vores allermest udsatte medborgere, der ofte ikke selv er i stand til pege på, hvor kvalitetssvigtet er.

Når vi stiller krav om mere kontrol, data og dokumentation af kvalitet, er det ikke fordi, vi er modstandere af, at styringen i det danske samfund går i retning af en større grad af tillidsbasering. Men plejehjemsbeboere og pårørende – for ikke at tale om alle os andre, der måske en dag får brug for kvalificeret behandling, pleje og omsorg på et plejehjem – kan først have tillid til et system, når det er dokumenteret, at det faktisk formår at løse opgaven. Den tillid har i dag – ikke mindst efter afsløringerne i TV2-dokumentaren ”Plejehjemmene bag facaden” sidste år – lidt et alvorligt knæk.

Vi skylder samfundets allersvageste et bedre liv. Derfor skal vi sikre, at plejehjemspersonalet fremover har tilstrækkelig faglig viden og kompetencer. Det er en afgørende forudsætning for en værdig ældrepleje og vil samtidig skabe grundlag for et tillidsfuldt og godt arbejdsmiljø for de ansatte på landets plejehjem.