Sundhedsministeren på besøg
Hjernesagens landsformand Tue Byskov Bøtkjær kvitterede i sin velkomst til sundhedsministeren for hendes oprigtige engagement i sagen:
”Jeg vil gerne have lov til at rose dig, Sophie, for at være lydhør og oprigtigt interesseret i vores sag. Det er gået hurtigt med at få det her møde op at stå, fra Hjernesagen var inde og besøge dig i ministeriet til, at du takkede ja til vores invitation. Det betyder rigtigt meget at have en tilgængelig minister,” sagde landsformanden blandt andet.
Demonstration af hele det akutte forløb
Mødet er en udløber af Hjernesagens tidligere møde med ministeren på Christiansborg, og efter velkomst også fra både Bispebjerg Hospitals vicedirektør Sille Arildsen (som benyttede lejligheden til at teste, om alle kunne huske Stræk-Snak-Smil remsen) og Region Hovedstadens regionsrådsformand Lars Gaardhøj, var det tid til rundvisning og demonstration.
Et yderst engageret personale gav herefter ministeren en introduktion til det snorlige tværfaglige akutte teamarbejde, der afvikles, når en person bliver bragt ind med mistanke om et stroke. Hele kæde, fra modtagelsen af ambulance over skanning, trombolyse og indlæggelse til den hospitalsbaserede opstart af rehabiliteringen blev demonstreret med ministeren som en interesseret og spørgende gæst.
Sidst blev der også lejlighed til at møde en patient fra afdelingen, som kunne fortælle om sit eget forløb. Alt i alt var den en spædende eftermiddag og et rigtig godt møde med en interesseret og spørgende minister.
I næste udgave af Hjernesagens medlemsblad, som udkommer i starten af oktober, kan du læse et længere interview med inderigs- og sundhedsminister Sophie Løhde.
Hjernesagen vil gerne rette en stor tak til Bispebjerg Hospital og Region Hovedstaden for at lægge lokaler til og stille op med både ledelse og – ikke mindst – særdeles kompetent og velforberedt personale!