Flere generationer gruppe

Hjernesagen søger konsulent

Vil du være med til at styrke Hjernesagens udvikling og øge den sociale lighed på strokeområdet – så er du måske vores nye konsulent

I Danmark lever over 100.000 med følger efter stroke. Et nyere samarbejde mellem TrygFonden og Hjernesagen skal sikre, at færre rammes af stroke, samt at de, der overlever deres stroke, får mulighed for at leve et bedre liv.

Hjernesagen søger derfor en ny konsulent, der kan være med til at udvikle, igangsætte og understøtte nye initiativer, der kan bidrage til øget lighed på strokeområdet. Hvis du har erfaring med projekt- og udviklingsarbejde, er du muligvis vores nye konsulent.

Om projektet
Et femårigt samarbejde mellem TrygFonden og Hjernesagen begyndte i 2023 og har særlig fokus på at modarbejde den ulighed i sundhed, som også viser sig på strokeområdet.

Samarbejdet bidrager med konkrete afprøvninger af, hvordan ulighed kan modarbejdes, og særligt hvordan en civilsamfundsorganisation som Hjernesagen kan bidrage til at løse dette omfattende samfundsproblem. Desuden ligger der i samarbejdet også en indlejret kapacitetsopbygning af Hjernesagen.

Ud over projektlederen er der i samarbejdet ansat to ph.d.- studerende, der har fokus på at indsamle dokumentation for forskellige aspekter af ulighed og udvikle metoder til at nå ud til udvalgte målgrupper med viden om stroke og forebyggelse.

Om stillingen
Vi søger en konsulent, der foreløbigt for en periode på 1½ år kan understøtte udvikling og igangsættelse af konkrete afprøvninger, der kan øge den sociale lighed på strokeområdet. Det vil være opgaver som

  • Planlægning og afholdelse af workshops samt udvikling af indsatser med fokus på national forebyggelse af stroke
  • Planlægning og afholdelse af Strokedagen, et nationalt initiativ i samarbejde med TrygFonden og Dansk Råd for Genoplivning
  • Planlægning af oplysning om stroke i samarbejde med boligsociale enheder, hjælpeorganisationer og andre med kontakt til mere udsatte og sårbare målgrupper samt rekruttering af fagpersoner

Dette vil ske i tæt samarbejde med projektlederen. Du vil komme til at samarbejde med både kommunale og regionale fagpersoner på området og en lang række aktører, der har direkte adgang til mere udsatte og sårbare målgrupper, som fx boligsociale helhedsplaner og hjælpeorganisationer.

Som konsulent refererer du til Samarbejdets projektleder og din arbejdsplads bliver på Hjernesagens landskontor i Høje-Taastrup, lige ved S-toget. Her bliver du del af et velfungerende sekretariat. Der vil kunne blive noget planlagt rejseaktivitet rundt om i landet.

Din profil

  • Din specifikke uddannelsesbaggrund er ikke afgørende, men du har minimum en mellemlang uddannelse og videreuddannelse
  • Du har erfaring med projektarbejde og formidling, herunder at facilitere workshops og udvikle indsatser, og er god til at kommunikere, både mundtligt og skriftligt
  • Du har kendskab både til sundheds- og socialsektorens måde at fungere på, og meget gerne erfaring fra en civilsamfundsorganisation eller den kommunale sektor
  • Du er god til at samarbejde med mange forskellige typer af mennesker, men kan også arbejde selvstændigt

Vilkår for ansættelse
Vores kontor ligger i Handicaporganisationernes Hus, hvor nærheden til over 30 andre ngo’er giver gode muligheder for netværk, erfaringsudveksling og samarbejde på tværs. Vores samarbejdsform er professionel, uformel og resultatorienteret. Du vil indgå i et sekretariat med mange forskellige opgaver, hvor vi hjælpes ad.

Ansættelsen begynder snarest muligt. Arbejdstiden er på 32 timer om ugen. Lønmæssigt følger vi statens overenskomster.

Ansøgning og samtaleproces
Ansøgning og CV sendes til admin@hjernesagen.dk, mærket ”Konsulent”, senest den 27. oktober 2024.

Vi afholder 1. samtale den 11. november og 2. samtale den 25. november 2024. Til 2. samtale skal du give os mulighed for at indhente relevante referencer.

For uddybende spørgsmål, kontakt projektleder Charlotte Haase på mail: charlotte@hjernesagen.dk eller mobil 42426673.

Læs mere om Samarbejdsprojektet: Ulighed og stroke – Hjernesagen
Læs om Hjernesagen: www.hjernesagen.dk
Læs om TrygFonden: www.tryghed.dk